Halmhuset

Hvordan vil du gerne bo? Luk øjnene og forestil dig dit paradis.

Næsten sådan startede min boligdrøm.

Jeg er uddannet statsautoriseret ejendomsmægler og valuar samt har læst bygningsteknologi. Men ellers havde jeg ingen erfaring i opførelse af huse.

I mit job havde jeg set mange smukke, nybyggede huse, men jeg blev dårlig af at være i husene. Jeg havde svært ved at trække vejret, for alt var så tæt og materialerne afgassede alskens kemi, som min krop ikke brød sig om. Jeg undrede mig tit over, hvordan andre kunne holde ud at være i disse huse.

Det kan virke totalt stupidt at ville bygge sit eget hus alene uden håndværksmæssig erfaring. Men jeg havde en drøm, jeg havde lyst til at skabe et hus med naturens materialer, som er sunde for mennesker at være sammen med. 

 

Bæredygtighed

I årtusinder har vi boet med de materialer, som var lige på den egn, hvor huset skulle bygges. Dengang tænkte man ikke bæredygtighed, det var en selvfølge, at materialerne ikke skulle transporteres over store afstande eller forarbejdes en masse. Det var sund fornuft, der herskede – og mangel på økonomiske midler.

I dag kan de fleste af os bare købe granit fra Kina, træ fra Sydamerika osv. Det er naturens materialer, men ikke bæredygtigt at transportere på tværs af Jorden, når vi har materialer her, som er lige så gode.

Flere og flere tænker heldigvis bæredygtigt. Men ordet bæredygtigt bliver også i den grad misbrugt i dag til foreninger eller producenters gunst, så man tror, man kan forbruge med en renere samvittighed.

Jeg har lavet mit hus så bæredygtigt, som det var mig muligt på det tidspunkt. For at gå igennem en byggeproces, gør en så meget klogere på, hvad der kunne have været anderledes. Men sådan er livet jo, når det er bedst. Vi får udvidet vores horisont, så vi fremadrettet kan gøre tingere bedre/klogere.

 

Krav til byggeriet.

Da jeg skulle bygge, satte jeg nogle krav op til mig selv:

·         Huset skulle så vidt muligt laves af naturens materialer

·         Jeg skulle lave så meget som muligt selv

·         Byggeriet skulle være gældfrit

 

Lave boligudgifter

I min tid i den finansielle sektor har jeg set, hvor begrænsede mennesker bliver af store udgifter. Inden renten for alvor faldt – var boligudgifter voldsomme. Mange mennesker tør ikke leve deres drømme ud, tør ikke sige det elendige job op, tør ikke livet som selvstændig osv. For hele tiden er der fokus på at tjene penge til næste termin.

Vi levede småt og primitivt i mange år, men sparede penge op til at bygge det hus, jeg gerne ville bygge. Det har så afgjort været den bedste beslutning for mig. 

Huset er driftsmæssigt meget billigt. Her er en stor masseovn, der giver varme til huset og varmt vand i fyringssæsonen. Brændet skover vi selv på matriklen. Spildevandet bliver renset i et pilefordampningsanlæg, og da der ingen afledning er, betales der ikke vandafledningsafgift. Vi har solpaneler og producerer selv strømmen. Vi er dog tilsluttet forsyningsnettet, så jeg har strøm året rundt.

Huset er bygget med en bærende konstruktion i synlig rundtømmer, ydervægge og isolering under tag er halm pudset med ler, gulvisolering er blåmuslinger. Der er ler- og trægulve og et levende grønt tag. Der er et stort tagudhæng, der beskytter lerpudset på væggene. Men samtidig er udhænget også med til at give mange skønne timer udenfor under tag.

Der er en speciel ro i huset og energien er så dejlig. Dette kan ikke gengives rigtigt på billeder, men se med i Billedgalleri og Video og gå på opdagelse i halmhuset.